Behandling af børn og voksne med neuromotoriske dysfunktioner efter CASTILLO MORALES-KONCEPTET.
Af børneergoterapeut Stine Benedicte Nielsen

3 UGERS OPHOLD PÅ REHABILITERINGSKLINIKKEN I CORDOBA, ARGENTINA.

I forbindelse med orlov fra mine stillinger som børneergoterapeut, fik jeg muligheden for (november 2002) at komme på besøg på ”Fundacion Rayo de sol” i Byen Cordoba i Argentina. Her har lægen og fysioterapeuten Rodolfo Castillo Morales sin klinik og sit daglige virke sammen med et team af kineosologer (fungerer som danske fysio- og ergoterapeuter), læger, sygeplejersker, logopæder og psykologer. Her behandles børn og voksne med motoriske og neurologiske dysfunktioner. Inden opholdet på klinikken, havde jeg en forestilling om, at Moraleskonceptet hovedsagelig drejede sig om det orofaciale område. Derfor var det med forventninger om, at det var det jeg fortrinsvis skulle arbejde med og observere på, mens jeg var dernede. Sådan var det ikke. Jeg blev ikke skuffet.

Min “rygsæk” blev fyldt med megen anden viden. På den ene side viden inden for emner som relaterer til det specifikt faglige og på den anden side viden om en anden kultur, arbejdsgang og andre måder at se på relation/forhold mellem patient og behandler end det vi er vant til i Danmark. Overordnet: Moraleskonceptet er et koncept som er baseret på 3 hovedområder. En neuromotorisk kropsdel, en orofacial regulationsterapi samt anvendelse af galatina-plader. Konceptet er et helhedskoncept som varetages af samtlige faggrupper på klinikken. Med de voksne patienter arbejder de altid sammen to og to på tværs af faggrupperne.

De pårørende/ forældrene ses som en meget vigtig del af behandlingen og er meget velkommen til døgnet igennem at have deres gang på klinikken. Dette giver et meget tæt samarbejde både faggrupperne og terapeuter/pårørende imellem. Begrebet helhedskoncept får dermed tilført et nyt perspektiv. På klinikken bruges ikke udelukkende moraleskonceptet men der bruges i behandlingen forskellige teorier. Man benytter sig f.eks. i høj grad af Bobath. Konceptet er udviklet i forlængelse af og i tæt samarbejde med k. og B. Bobaht.

Af hjælpemidler bruges, som vi kender det herhjemmefra, kapsler, bandagering, gangredskaber, håndskinner, specielle spiseredskaber samt materialer til sensibilitetsforstyrrelser osv. Jeg hæftede mig ved at de til en hver tid var meget bevidste om hvorfor de benyttede hvilke teorier. Af fagspecifikke metoder fik jeg fokus på mange forskellige områder og detaljer ved behandling af børn. Barn og terapeut arbejder i den udstrækning det er muligt på gulvet på en måtte eller ved borde og stole i børne-højde.

Fundamentalt mener man på klinikken, at barnet udvikles bedst der hvor der er den største bevægelsesmulighed og hvor børnene ville vælge at være hvis de ikke havde dysfunktioner, nemlig ved eller på gulvet. - Konceptet arbejder med begrebet Calma motora, motorisk ro, som terapeuten starter behandlingerne med hos stort set alle patienter.

- Fokus på asymmetriske funktionelle arbejdsstillinger

- Nye teknikker ved træning af tyggemekanismen

- Nye metoder når logopæderne arbejder med udtale af enkeltord

- Nye teknikker til øget postural tonus

Relation mellem pårørende/ forældre, patient og terapeut: Når man snakker om behandling af patienter på klinikken i Cordoba, kan man ikke undgå at komme ind på relationen mellem behandleren og patienten/pårørende og man må vide lidt om den argentinske kultur.

Jeg oplevede en relation som var varm, meget ligeværdig og gav et meget motiverende samarbejde om behandlingen. Et ord som tit dukkede op i min bevidsthed dernede var professionel distance. På klinikken i Argentina ligger der i det ord noget andet end hvad vi som sundhedspersonale i Danmark er ”vokset” op med. For dem betyder ordet en beskyttelse af patient og forældre/pårørende. Man skåner dem for det første for at blive draget ind i behandlerens personlige bekymringer og man skal for det andet kunne cope med patientens/pårørendes følelser, ligesom vi kender det her hjemme.I Danmark, til forskel fra klinikken I Cordoba, oplever jeg at vi i sundhedssystemet ikke taler om os selv og vores privatliv eller vores familie til patienten eller pårørende. Vi har tilmed en større fysisk distance til patienterne. På klinikken ser familien det som en selvfølge at de er en del af behandlingen i det, at det er familiens ønsker om behandling der arbejdes ud fra. Der tales løbende om, hvad der kan gøres hjemme i familien. Der evalueres løbende og der er en gensidig udveksling af ideer mellem behandler og forældre.

Denne nære relation til de pårørende samt udveksling af ideer giver en ligeværdighed i dialogen og en stor motivation fra begge sider til at arbejde sammen. Behandlingen bliver en fælles udfordring mellem terapeuten og patienten/familien.

Konklusion: Opholdet på klinikken har været en meget stor oplevelse for mig. Jeg tog derfra med mange nye ideer, nye måder at handle på og nye måder at se tingene på. Jeg fik af- og bekræftet forskellige faktorer og jeg fik en indsigt i den argentinske kultur og andre måder at handle på.

Efterfølgende var jeg elev på  grunduddannelsen som Castillo Morales-terapeut. Her blev jeg meget overbevist om at konceptet er meget brugbart. Efter jeg er kommet tilbage til mine arbejdspladser og har set virkningen af det, kan jeg igen konstatere at der er noget jeg før har manglet i behandlingen af børnene.

Artiklen er lavet til Ergoterapeuten i forbindelse med studierejsefondens rejselegat på 2000 kr. Stine Benedicte Nielsen Ergoterapeut